L 240 Forslag til lov om fradrag i ejendomsskatter m.v. i forbindelse med etablering af grønne marker.

Af: Landbrugsminister Laurits Tørnæs (V)
Samling: 1988-89
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget.

Lovforslaget bemyndigede landbrugsministeren til at yde tilskud til jordbrugere som kompensation for merudgifter ved etablering af grønne marker.

Modtagelse af tilskud forudsatte, at jordbrugeren var ejer af en eller flere ejendomme, der tilsammen har et jordtilliggende på mindst 10 ha, og at ejeren tillige opfyldte forpligtelsen til at etablere grønne marker.

Lovforslaget bemyndigede desuden landbrugsministeren til bl.a. nærmere at afgrænse kredsen af tilskudsmodtagere, til at fastsætte tilskudsbeløbets størrelse pr. ha og til at fastsætte nærmere retningslinjer for lovens administration.

Af landbrugsministerens bemærkninger til lovforslaget fremgik, at formålet med lovforslaget var at yde landbruget kompensation for udgifter, der er forbundet med opfyldelse af forpligtelsen til at etablere grønne marker. Denne forpligtelse blev fastlagt som led i den såkaldte vandmiljøhandlingsplan, og lovforslaget skulle følgelig ses på baggrund af handlingsplanen, se således Årbog & Registre 1986-87, s. 482.
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Jens Peter Rønholt (KF), Hanne Severinsen (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Helge Dohrmann (FP), Hans Larsen-Ledet (RV) og Knud Glønborg (KrF)