L 89 Forslag til lov om naturforvaltning.

Af: Miljøminister Lone Dybkjær (RV)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 87, L 88 og L 90.

Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder de første elementer af en mere samlet varetagelse af naturinteresserne og skal især ses som et instrument til realiseringen af marginaljordsstrategien.

Med loven videreføres virkemidlerne fra lov nr. 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål samtidig med, at der skabes yderligere virkemidler til gennemførelse af en moderne naturpolitik.

Som noget nyt åbnes således mulighed for at yde lån og tilskud til amtskommuner, kommuner, almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner samt til private. Lån og tilskud ydes på grundlag af aftaler om bevaring, pleje og genopretning af naturområder og aftaler om, at arealer kan anvendes til gavn for friluftslivet. Ligeledes åbnes der mulighed for at anvende en del af bevillingerne til afholdelse af driftsudgifter på Miljøministeriets ejendomme.

Loven tilsigter at varetage 4 ligestillede formål:

- bevaring og pleje af landskabelige og kulturhistoriske værdier,

- bevaring eller forbedring af betingelserne for det vilde plante- og dyreliv, hvilket bl.a. sker gennem naturgenopretning,

- forøgelse af skovarealet og

- forbedring af mulighederne for friluftslivet.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af ændringsforslag stillet af miljøministeren.

Lovforslaget blev fremsat samtidig med forslag til en ny skovlov (L 87) samt forslag til lov om ændring af lov om lands- og regionplanlægning og lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet (L 90). Lovforslaget skal endvidere ses i sammenhæng med landbrugsministerens forslag til lov om ændring af lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget (L 70, forbedringsloven).

Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af L 214, se Årbog & Registre 1987-88, side 169.

Lovforslaget vedtaget med 94 stemmer (S, KF, SF, V, RV og KRF) mod 19 (FP og CD).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Henning Nielsen (S), Bernt Johan Collet (KF), Hanne Severinsen (V), Margrete Auken (SF), Knud Lind (FP), Lis H. Noer (CD) og Marianne Jelved (RV)