B 78 Forslag til folketingsbeslutning om indgreb mod konkursrytteri.

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Ifølge beslutningsforslaget pålagdes regeringen at fremsætte forslag til indgreb mod misbrug af konkursinstituttet inden 1. januar 1991 efter bl.a. følgende retningslinjer:

- Der skulle foretages en samkøring af de i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen registrerede oplysninger med henblik på afdækning af eventuelle sammenhænge mellem på den ene side tvangsopløsninger og selskabskonkurser og på den anden bestyrelsesmedlemmer og direktion i de pågældende selskaber. Ligeledes skulle der foretages en samkøring af disse oplysninger med en nyregistrering af oplysninger om aktionærer i aktieselskaber, der besidder over 10 pct. af aktiekapitalen, samt oplysninger om, hvem der står som stiftere af selskaberne.

- Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skulle påse i forbindelse med registrering, om der er grund til at skride ind mod en eller flere enkeltpersoner.

- Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skulle foretage eventuelle indgreb over for personer på baggrund af anmeldelser fra en kreditor eller på baggrund af anden mistanke.

- Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skulle kunne iværksætte en undersøgelse, som kunne føre til frakendelse - eventuelt for en tidsbegrænset periode - af retten til at være bestyrelsesmedlem, direktør eller stifter af selskaber.

- Det skulle undersøges, om der er anledning til at lovgive således, at der ved selskabers tilbudsgivning i forbindelse med entrepriseopgaver skal stilles bankgaranti.

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Henning Grove (KF), Svend Heiselberg (V), Leif Hermann (SF), Annette Just (FP), Hans Larsen-Ledet (RV) og Henning Lysholm (KrF)