Efter 1.beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Loven afløser den nugældende kemikalieaffaldsdepotlov, og følger i hovedtræk de anbefalinger, Affaldsudvalget fremkom med i sin betænkning i 1987.
Af miljøministerens skriftlige fremsættelsestale fremgår, at udvidelsen af lovens område til også at omfatte olieaffaldsdepoter og alle ældre, nu nedlagte lossepladser uden kemikalieaffald sker i erkendelse af, at der også her kan være behov for oprydning. Udvidelsen betyder, at langt flere depoter bliver omfattet af loven. Udviklingen siden 1983, hvor den nugældende kemikalieaffaldsdepotlov blev vedtaget, har samtidig vist, at der er langt flere depoter, end man forudså.
Loven bygger på en erkendelse af, at der er tale om et omfattende problem, men at der også knytter sig en betydelig usikkerhed til det præcise antal affaldsdepoter og vurderingen af behovet for at foretage indgreb på disse. Det er derfor i loven forudsat, at der skal foretages en løbende vurdering af opgavens samlede omfang.
Loven indebærer, at der i perioden 1990-93 afsættes i alt 570 mio. kr. til området. Inden for denne periode vil der være tale om årlige stigningstakter på op til 12 pct.
Tilrettelæggelse af opgavens løsning og fastlæggelse af retningslinjerne for den løbende prioritering vil ske i et nært samarbejde mellem Miljøministeriet og amtskommunerne.
Samtidig vil flere opgaver blive overført fra staten og kommunerne til amtskommunerne. Ved denne samling af flere opgaver i amtskommunerne tilstræbes det, at ekspertisen her udnyttes bedre, og at ansvar og beføjelser følges ad.
Loven indebærer herudover en række rationaliseringer og forbedringer i forhold til den gældende kemikalieaffaldsdepotlov.
Af Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning fremgår, at udvalget navnlig har drøftet problemstillingerne vedrørende de kommunale gasværksgrunde, værdiforringelsen af ejendomme med beboelse, der er registrerede som depoter, og i forbindelse hermed den konkrete sag Mundelstrup Stationsby.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 143 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, CD, KRF, Steenholdt (Grønl.) og Hugo Holm (UP)).