L 168 Forslag til lov om Naturklagenævnet.

Af: Miljøminister Lone Dybkjær (RV)
Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 165.

Efter 1.beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Det foreliggende lovforslag var et led i den foreslåede reform af miljølovgivningen og havde derfor nøje sammenhæng med forslagene til lov om naturbeskyttelse, L 165, lov om vandløb, L 167, lov om råstoffer, L 163, og lov om planlægning, L 166. Se nærmeste foranstående sager. Det blev i disse lovforslag foreslået, at der ved en særlig lov oprettes et uafhængigt klagenævn med en sammensætning, der i princippet svarer til sammensætningen af Overfredningsnævnet, og at de øvrige nævnte love afgrænser klagenævnets saglige kompetence. Denne klageinstans skulle benævnes Naturklagenævnet og ville efter forslaget få en blandet politisk-juridisk sammensætning, ligesom det siden 1917 havde været tilfældet for Overfredningsnævnet.

Det blev endvidere foreslået, at loven om Naturklagenævnet alene skulle instituere nævnet og indholde de grundlæggende regler om nævnets sammensætning og virke, herunder en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte forretningsorden for nævnet.

Det blev ligeledes forudsat, at nævnet kun skulle behandle og afgøre et begrænset antal klager, antagelig omkring 150-200 klager pr. år. Til behandling og afgørelse af nævnet burde derfor kun henvises klager, der rummer spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til den regulering, som de pågældende love indeholder. De øvrige klager skulle behandles og afgøres af miljøministeren.

Klagereglerne i ovennævnte lovforslag var derfor udarbejdet på baggrund af reglerne i dette lovforslag. Se nærmeste foranstående sager.

Miljø- og Planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Jens Peter Rønholt (KF), Hanne Severinsen (V), Steen Gade (SF), Knud Lind (FP), Marianne Jelved (RV), Peter Duetoft (CD) og Henning Lysholm (KrF)