B 3 Forslag til folketingsbeslutning om et skatteloft for børnefamilier og pensionister. (Beskyttelse af lavindkomstfamilier imod høje marginalskatter).

Samling: 1990-91 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 3 - L 8, L 27 - L 29, L 31, L 32 og B 2.

Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

'Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der beskytter børnefamilier og pensionister gennem et skatteloft.

Skatteloftet skal garantere, at aftrapningen af indtægtsbestemte ydelser og skatten af den sidst tjente krone ikke på noget tidspunkt sammenlagt overstiger 65 pct. af en indtægtsfremgang.'

Det fremgik af bemærkningerne til forslaget, at et sammenstød mellem høje skatteprocenter i bunden af det eksisterende skattesystem og aftrapning af sociale ydelser bevirkede, at lavindkomstfamilier i en række situationer blev udsat for ekstremt høje marginalskatter. I en medfølgende oversigt blev der vist eksempler på en marginalbeskatning på over 100 pct.

Beslutningsforslaget blev fremsat samtidig med beslutningsforslag B 2 (se ovenfor). Ifølge forslagsstillerne ville en gennemførelse af begge de socialdemokratiske forslag sikre, at lav- og mellemindkomstgrupper med de højeste marginalskatter fik en mærkbar lettelse.
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Mogens Lykketoft (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Jens Thoft (SF), Mogens Glistrup (FP), Elisabeth Arnold (RV), Bente Juncker (CD) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)