L 6 Forslag til konkursskattelov.

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1990-91 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 3 - L 5, L 7, L 8, L 27 - L 29, L 31, L 32, B 2 og B 3.

Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Forslaget til konkursskattelov indeholdt generelle regler for beskatning af selskaber og personer under konkurs.

Efter de gældende regler har konkurs ingen betydning for skattepligten. Alle selskabskonkursboer er således skattepligtige, og alle personer under konkurs er skattepligtige både af konkursboets indtægter og af indtægter, der oppebæres uden for boet.

I praksis fremgår det som oftest umiddelbart af konkursboets regnskaber, at der ikke vil komme nogen indkomst til beskatning ved realisation af boets aktiver, og skattemyndighederne tillader derfor, at der ikke indgives selvangivelser for boet.

Efter forslaget skulle der ikke ske beskatning af konkursboets indkomst, medmindre skattemyndighederne undtagelsesvis krævede beskatning. Krævedes der beskatning, skete denne først ved konkursens ophør.

Desuden indeholdt forslaget regler om begrænsning af adgangen til at fremføre underskud ved konkurs.

Lovforslaget var et led i regeringens marginalskattepakke. Forslaget blev fremsat sammen med L 3, L 4, L 5, L 7 og L 8.

Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med lovforslag nr. L 7 om begrænsning af retten til at fremføre underskud ved akkord m.v. Begge forslag byggede på Skattelovrådets anbefalinger i betænkning nr. 1101 om skat ved konkurs og akkord fra 1987.

Lovforslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet i 1. samling, men blev genfremsat i 2. samling som lovforslag nr. L 7.
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Mogens Lykketoft (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Jens Thoft (SF), Mogens Glistrup (FP), Elisabeth Arnold (RV), Bente Juncker (CD) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)