B 24 Forslag til folketingsbeslutning om privat lægeansvarsforsikring.

Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Beslutningsforslaget blev indledt med følgende ordlyd:

'Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, hvorved privatpraktiserende læger, speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter, fodterapeuter og lignende samt offentligt ansatte sygehuslæger pålægges at tegne en privat ansvarsforsikring, der dækker skader, patienterne pådrager sig i forbindelse med behandling, undersøgelse m.v. hos pågældende medicinalpersoner.'

Beslutningsforslaget indeholdt herudover nogle uddybende retningslinier for det lovforslag, som forslagsstillerne opfordrede regeringen til at fremsætte.

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at hensigten med forslaget var at sikre, at antallet af skader i forbindelse med behandlinger blev så begrænset som muligt ved, at læger blev pålagt at tegne en privat forsikring. Herudover ønskede forslagsstillerne at tilskynde regeringen til at fremsætte lovforslag, hvorefter patienter fik erstatning for sådanne skader.
Partiernes ordførere
Ingrid Rasmussen (S), Anders Mølgaard Jensen (V), Karen Højte Jensen (KF), Birgitte Husmark (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Poul Nødgaard (FP), Addi Andersen (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)