B 35 Forslag til folketingsbeslutning om beskatning af personer udstationeret i Danmark.

Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Folketingsbeslutningen indledes med følgende ordlyd:

'Folketinget opfordrer regeringen til i det kommende folketingsår at fremsætte forslag til en lov om en lempelse af beskatningen for visse grupper af udenlandske personer, der midlertidigt er tilknyttet danske virksomheder eller institutioner'.

Folketingsbeslutningen indeholder de nærmere retningslinier, hvorefter lovforslaget skal udarbejdes.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at formålet med forslaget var at skitsere en ordning, hvorefter ikke bare forskere - som foreslået i forslag til lov om tilskud til udenlandske forskere med særlige opgaver i Danmark (L 22) - men også andre nøglemedarbejdere, der udstationeres i Danmark, kunne få en betydelig lempelse af den personlige skat her i landet.

Dette blev foreslået for at internationalisere dansk erhvervsliv og forskning og tilføre kvalifikationer, der ikke fandtes i den danske arbejdsstyrke. Forslaget skulle desuden lette udenlandske investeringer, der kunne tilføre højteknologi til landet. Denne højere grad af internationalisering måtte anses for påkrævet, hvis Danmark skulle have det fulde udbytte af det indre marked i Europa.

Beslutningsforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af et ændringsforslag stillet af skatteministeren. Der kan i øvrigt henvises til omtalen af L 12 og L 22.

Beslutningsforslaget vedtaget med 119 stemmer (S, KF, V, FP, CD og KRF) mod 15 (SF og RV).
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Karen Jespersen (S), Peter Brixtofte (V), Jens Peter Rønholt (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Ole Donner (FP), Bente Juncker (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)