L 39 Forslag til dyreværnslov.

Af: Justitsminister Hans Engell (KF)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 61.

Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Lovens formål er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med de krav, som man i dag på baggrund af praktiske erfaringer og forskning inden for området må stille til behandlingen af dyr.

Endvidere skaber loven grundlag for, at Danmark kan tiltræde den eropæiske konvention om beskyttelse af kæledyr og gennemføre de rekommandationer, som er vedtaget inden for rammerne af den europæiske konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål.

For at forbedre mulighederne for at varetage de dyreværnsmæssige hensyn, som ønskes tilgodeset ved loven, er denne udarbejdet som en rammelov, der løbende kan tilpasse sig udviklingen inden for dyrevelfærd. Loven indeholder således en række bemyndigelser for justitsministeren til administrativt at fastsætte nærmere regler til beskyttelse af dyrene, f.eks. regler om dyrs opholdsrum, om pasning af dyr, om forbud mod hold af visse dyrearter og om operative indgreb. Dyreværnsorganisationerne får efter loven lejlighed til at udtale sig, inden der fastsættes administrative regler.

Som led i de samlede bestræbelser på at skaffe bedre værn for dyr opretter loven et nyt organ, Det Dyreetiske Råd, som et rådgivende organ under Justitsministeriet i dyreetiske spørgsmål. Rådet skal ud fra en etisk vurdering følge udviklingen inden for dyreværn og stille forslag til justitsministeren om ændring af dyreværnslovgivningen.

Loven bygger på betænkning nr. 1154/1988 afgivet af det dyreværnsudvalg, der i 1987 blev nedsat af Justitsministeriet.

Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af forslag L 48 fremsat i 1. samling.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af nogle ændringsforslag fremsat af justitsministeren om bl.a. nedsættelse af et særligt råd vedrørende dyreværnsspørgsmål og tilsyn med dyr.

Lovforslaget vedtaget med 58 stemmer (KF, V, CD, RV og KRF) mod 9 (FP); 60 (S og SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Karen Jespersen (S), Inge Dahl-Sørensen (V), Helge Adam Møller (KF), Ebba Strange (SF), Addi Andersen (CD), Tom Behnke (FP), Niels Helveg Petersen (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)