L 40 Forslag til lov om ændring af konkursloven.

(Postspærring).

Af: Justitsminister Hans Engell (KF)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh

Loven har til formål at lovregulere spørgsmålet om postspærring under konkurs.

Som led i de retssikkerhedsgarantier, der opstilles for skyldneren, indeholder loven bestemmelser om, at en afgørelse om postspærring skal træffes i et retsmøde, som skyldneren er tilsagt til. Skyldneren vil kunne kære skifterettens afgørelse til landsretten enten straks eller senere. Endvidere giver loven skyldneren ret til at være til stede, når posten bliver åbnet. Postspærringen skal ophæves, når grundlaget for den ikke længere er til stede. Endelig medfører forslaget, at en afgørelse om postspærring højst kan strække sig over en periode på 3 måneder.

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 49 fremsat i 1. samling.

Loven bygger på en udtalelse, som er afgivet af Justitsministeriets konkurslovsudvalg den 30. november 1989.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af et ændringsforslag stillet af justitsministeren.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 125 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Svend Aage Jensby (V), Pernille Sams (KF), Ebba Strange (SF), Jette Pors (CD) og Tom Behnke (FP)