Luk

Luk
Luk

Luk

L 96 Forslag til lov om ændring af lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

(Overførelse af Rigsrevisionen til Folketinget).

Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Forretningsordenen (UFO).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven flyttes Rigsrevisionen fra forvaltningen til en institution under Folketinget.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelsestale, at den foreslåede overførelse ikke ville medføre en ændring af forholdet mellem statsrevisorerne og rigsrevisor for så vidt angår selve revisionen. Ligeledes ville overgangen til Folketinget heller ikke medføre ændringer for forholdet mellem Rigsrevisionen og ministerierne.

I udvalgsbetænkningen hed det bl.a.:

'[udvalget] har (..) søgt at klarlægge og vurdere lovforslagets virkninger i forhold til forvaltningsloven og offentlighedsloven. Udvalget har herunder lagt vægt på, at offentlighedens og navnlig pressens retsstilling sikres på tilsvarende måde som i dag, og finder, at disse forhold bør være omtalt i lovens tekst.

Det er endvidere fundet hensigtsmæssigt, at Rigsrevisionens arkivalier fortsat afleveres til Rigsarkivet og følger de for den offentlige forvaltning gældende arkivregler, det være sig den nugældende bekendtgørelse eller den kommende lovgivning.

På baggrund af ovennævnte har udvalget stillet ændringsforslag'.

Videre bemærkede udvalget i betænkningen:

'Som anført i bemærkningerne til lovforslaget har en række ministerier oplyst, at der er et behov for oprettelse af interne revisioner ved aftale mellem de pågældende ministre og rigsrevisor i henhold til rigsrevisorlovens § 9. Spørgsmålet om de økonomiske konsekvenser heraf skal gøres til genstand for udredning af et sagkyndigt udvalg, som i bemærkningerne til lovforslaget er forudsat nedsat efter lovforslagets vedtagelse. Udvalget for Forretningsordenen lægger herved vægt på, at det i alle forhold vedrørende Rigsrevisionen og Folketinget er Udvalget for Forretningsordenen, der er den bevilgende myndighed. Udvalget forudsætter derfor, at det sagkyndige udvalgs betænkning tilsendes dette, når betænkningen foreligger.'

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 117 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
H. P. Clausen (KF)