L 104 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 73-78 og L 105-106.

Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Ifølge lovforslaget skulle forsigtighedsprincippet indføres, dvs. at tvivlen skulle komme miljøet til gode.

Herudover skulle princippet om brugen af renere teknologi indføres, dvs. at man i videst muligt omfang skulle søge at hindre, at forurening opstod ikke alene i den primære produktionsproces, men også i vare- og materialekredsløbet. Der skulle gennemføres forbedrede bestemmelser vedrørende affald i overensstemmelse med Affaldsudvalgets anbefalinger.

Ifølge lovforslaget skulle sikkerhedsstillelse til dækning af oprydning m.v. endvidere kunne gøres til et vilkår i forbindelse med en miljøgodkendelse. Reglerne vedrørende påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder skulle strammes, selv om godkendelsen var påklaget.

Endvidere skulle straffebestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven ændres, således at der kunne idømmes samfundstjeneste, og retten til at drive virksomhed skulle kunne frakendes.

Endelig skulle lovene om blyindhold i motorbenzin, om begrænsning af svovlindhold i brændsel og om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald ophæves.
Partiernes ordførere
Ole Løvig Simonsen (S), Hanne Severinsen (V), Eva Bente Møller (KF), Steen Gade (SF), Ernst B. Schmidt (FP), Addi Andersen (CD), Lone Dybkjær (RV) og Henning Lysholm (KrF)