L 192 Forslag til lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Af: Undervisnings- og forskningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Uddannelsesudvalget (UDU).

Ved loven samles alle lovbestemmelser om private grundskoler og friskoler (frie grundskoler) i én lov. Samtidig gennemføres der en række forenklinger af hidtil gældende regler.

Lovens hovedformål er en omlægning af tilskudssystemet, og loven bygger på de forslag om ændringer af tilskudsreglerne, som er fremsat af tilskudsudvalget i betænkning nr. 1218 om et nyt tilskudssystem for de frie grundskoler.

Lovens bestemmelser om tilskudssystemet har følgende hovedelementer:

- finanslovsfastlæggelse af det generelle driftstilskud pr. elev,

- omfordeling af tilskud mellem skoler,

- rammetilskud til bygningsfinansiering,

- fastlæggelse og fordeling af særtilskud samt

- tilskud til skolefritidsordninger.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at lovforslaget omfattede de samlede lovbestemmelser om frie grundskoler, der hidtil havde været indeholdt i tre love, nemlig lov om friskoler og private grundskoler (Lb nr. 252 af 19. april 1989, 'friskoleloven'), lov om statsstøtte til visse private skoler, (Lb nr. 659 af 25. oktober 1988, 'tilskudsloven') og lov nr. 214 af 5. april 1989 om kommuners og amtskommuners bidrag til statslige og private skoler og kurser ('bidragsloven').

Efter forslaget vil der i forbindelse med finansloven for 1992 skulle tages stilling til tilskuddet pr. elev til frie grundskoler som en andel af den regnskabsopgjorte udgift pr. elev i folkeskolen.

På finansloven vil der også skulle tages stilling til omfordelingen mellem skolerne ud fra skolestørrelsen, det såkaldte omfordelingforhold.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en række ændringsforslag stillet af undervisnings- og forskningsministeren i tillægsbetænkningen.

Lovforslaget vedtaget med 74 stemmer (KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF); 48 (S) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Pernille Forchhammer (S), Filt Jensen (V), Eva Bente Møller (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Jette Pors (CD), Ole Vig Jensen (RV) og Henning Lysholm (KrF)