B 31 Forslag til folketingsbeslutning om øget genanvendelse.

Samling: 1991-92
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at sikre en øget genanvendelse ved iværksættelse af følgende initiativer:

1. Regeringen fremsætter i begyndelsen af folketingsåret 1992-93 lovforslag om ændring af miljøbeskyttelsesloven indeholdende hjemmel til fastsættelse af regler om tilbagetagningspligt som et supplement til eksisterende styringsmidler.

2. Der indføres et system for tilbagetagning af bildæk med henblik på at øge genanvendelse og oparbejdning af bildæk. Tilbagetagningssystemet søges som udgangspunkt tilvejebragt gennem frivillige aftaler med de relevante brancheorganisationer og virksomheder, der forpligter sig til at sikre opnåelse af de ønskede miljømæssige målsætninger.

3. Der gennemføres om fornødent for brancher og virksomheder, der ikke er omfattet af en frivillig aftale efter nr. 2, en pligt til at etablere et tilbagetagningssystem, herunder en pligt til at etablere en indsamling og efterfølgende genanvendelse og oparbejdning af bildæk.

4. Der fastsættes bindende mål for genanvendelsen af bildæk på 80 pct..«

I Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning over beslutningsforslaget stillede miljøministeren en række ændringsforslag, der vedtoges ved 2. (sidste) behandling:

1. Kravet om etablering af rabat-, pant- og returmærkeordninger vedrørende bl.a. drikkevareemballager inden den 1. januar 1993 bortfaldt.

2. Der indførtes hjemmel til at indføre en tilbagetagningsordning for bildæk for at øge genanvendelsen og oparbejdningen af bildæk.

3. Der fastsattes et bindende mål for genanvendelse af bildæk på 80 pct.

Beslutningsforslaget vedtaget med 113 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 7 (FP).
Partiernes ordførere
Jan Trøjborg (S), Filt Jensen (V), Eva Bente Møller (KF), Steen Gade (SF), Aage Brusgaard (FP), Svend Aage Jensen (CD), Marianne Jelved (RV) og Knud Glønborg (KrF)