Andre medlemmer, der deltog i debatten: Helle Degn (S) og Eva Fatum (S).
Ministre: Statsministeren (Poul Schlüter), undervisnings- og forskningsministeren (Bertel Haarder) og fiskeriministeren (Kent Kirk).
Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag om motiverede dagsordener:
D 2. Af Nyrup Rasmussen (S) og Holger K. Nielsen (SF).
Fremsat ............... FF 317
Forkastet ............... FF 394
D 3. Af Poul Nødgaard (FP).
Fremsat ............... FF 348
Forkastet ............... FF 394
Fuld tekst:
D 2. Af Nyrup Rasmussen (S) og Holger K. Nielsen (SF):
»Folketinget konstaterer, at arbejdsløsheden trods lav lønudvikling og mindre arbejdsstyrke er høj og stigende. En væsentlig del af ledigheden skyldes en forkert politik.
Det er derfor nødvendigt i forbindelse med de kommende økonomiske forhandlinger at arbejde for:
- uddannelsespladser til de unge gennem afvikling af adgangsbegrænsning og oprettelse af værkstedsskoler for lærlinge,
- flere midler i 1992 til efteruddannelse, forskning og erhvervsudvikling end i år,
- forlængelse af barselorlov og påbegyndelse af reform om uddannelsesorlov,
- omlægning af bloktilskuddene til kommunerne, så der kan ske en forøgelse af beskæftigelsen til omsorg for de ældre, pasning af børn og behandling af syge,
- større tilskyndelse til nybyggeri og byfornyelse,
- fremrykning af offentlige investeringer med hensyn til miljø og kollektiv trafik.
Herefter går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«
D 3. Af Poul Nødgaard (FP):
»Folketinget konstaterer, at arbejdsløsheden bedst kan reduceres, hvis dansk erhvervsliv opnår konkurrencebetingelser, der mindst svarer til vilkårene i det øvrige Europa.
Folketinget pålægger derfor regeringen at virke for, at indkomstskatterne nedsættes, så det danske skatteniveau falder mærkbart.
Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Afstemning:
D 2 forkastet, idet 55 (S og SF) stemte for, 60 (KF, V, FP, CD, RV og KRF) imod.
D 3 forkastet, idet 8 (FP) stemte for, 106 (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) imod.