Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.
Lovens formål er at styrke Ligestillingsrådets muligheder for at kontrollere arbejdspladsernes praksis på ligelønsområdet. Loven indeholder følgende hovedelementer:
- Ligestillingsrådet får ret til at indhente erklæringer fra særlig sagkyndige ved behandlingen af konkrete sager,
- som led i behandlingen af konkrete sager får Ligestillingsrådet og de særlig sagkyndige ret til at foretage virksomhedsbesøg for at undersøge
arbejdsforholdene, hvis der indgås en aftale med virksomheden herom,
- de hidtidige regler om ligestilling mellem mænd og kvinder bliver skærpet,
-arbejdsgiveren får pligt til at bevise, at en eventuel lønskævhed mellem mænd og kvinder skyldes arbejdets ulige værdi,
- arbejdsgiveren forpligtes til at udlevere de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om loven bliver overholdt. Såfremt oplysningerne vedrører enkeltpersoners lønforhold, skal de pågældende have meddelelse om, at oplysningerne er givet, og oplysningerne skal behandles fortroligt,
- det bliver præciseret, at en lønmodtager ikke kan afskediges, fordi den pågældende har fremsat krav om Ligeløn. Den bevisbyrde, der påhviler arbejdsgiveren, er dog begrænset til kun at gælde, hvis afskedigelse finder sted inden for ét år efter, at kravet blev fremsat. Lønmodtageren sikres ret til godtgørelse på op til 78 ugers løn, hvis vedkommende ikke ønsker genansættelse efter uberettiget afskedigelse.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget blev det fremsat på baggrund af en undersøgelse, som blev gennemført i 1992 af LO og fagforbundene.
Undersøgelsen viste bl.a., at ikkefaglærte kvinder tjener mindre end 95 pct. af ikkefaglærte mænds løn i mere end halvdelen af stillingsgrupperne, og at lønforskellen var større i 1990 end i 1976, da ligelønsloven blev vedtaget. For funktionærers vedkommende er forskellen på gennemsnitslønningerne endnu større.
Desuden har det været svært at få oplysninger om løn- og arbejdsvilkår på virksomheder, hvor der føres ligelønssager, ligesom det er et problem, at Ligestillingsrådet ikke har tilstrækkelige muligheder for at belyse alle aspekter af en ligelønssag.
Endelig fremgik det af bemærkningerne, at lovforslaget fulgte den udvikling på ligelønsområdet, der er sket gennem EF-domstolenes praksis.
Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af nogle ændringsforslag, som blev stillet af arbejdsministeren. Forslagene indebærer bl.a., at arbejdsgiverens bevisbyrde for, at en afskedigelse ikke finder sted på grund af fremsatte krav om ligeløn, kun var gældende, hvis afskedigelsen finder sted inden for ét år efter, at kravet er fremsat.
Lovforslaget vedtaget med 102 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 11 (FP, Charlotte Antonsen (V), Inge Dahl-Sørensen (V), Bente Grønfeldt (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Kai Dige Bach (KF)).