L 42 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Tvangsauktioner m.v.).

Af: Justitsminister Hans Engell (KF)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Lovens hovedformål er at hjælpe tvangsauktionstruede husejere ved at udvide mulighederne for at få bistand af en advokat og en sagkyndig (en ejendomsmægler eller en ejendomsformidler) under en påbegyndt tvangsauktionssag, så auktionen om muligt kan afværges.

Loven sikrer endvidere, at salg af en ejendom ved tvangsauktion annonceres mere hensigtsmæssigt end i dag med henblik på at øge købsinteressen.

Endvidere ændrer loven bestemmelserne om skyldnerens mulighed for at udskyde en tvangsauktion. Det kan nu kun ske, hvis skyldneren reelt har mulighed for at afværge tvangsauktionen.

Forslagene bygger på to sagkyndige betænkninger.

Betænkning nr. 1173/1989 om annoncering m.v. af tvangsauktioner over fast ejendom blev afgivet i maj 1989 af en arbejdsgruppe, som blev nedsat af Justitsministeriet.

Baggrunden herfor var en tilkendegivelse fra Folketingets Retsudvalg, nemlig tillægsbetænkning over lovforslag L 136 om ændring af konkursloven, lov om aktieselskaber og anpartsselskaber (kuratorsalærer m.v.) (jf. Årbog og Registre 1986-87, side 135). Udvalget gav heri udtryk for, at problemerne vedrørende annoncering af tvangsauktioner og retternes adgang til og muligheder for at betjene sig af sagkyndig bistand i forbindelse med opstilling af salgsvilkår m.v. vedrørende tvangsauktioner burde overvejes snarest.

Forslagene om ændring af reglerne om meddelelse af afværgefrist og betingelserne for at kunne afværge en tvangsauktion var udarbejdet på baggrund af nogle forslag, der er indeholdt i betænkning nr. 1201/1990 om modernisering og forenkling af tvangsfuldbyrdelsen. Denne betænkning blev afgivet af Retsplejerådet i juni 1990.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 150 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Inge Dahl-Sørensen (V), Jens Heimburger (KF), Ebba Strange (SF), Tom Behnke (FP), Finn Eriksen (CD), Niels Helveg Petersen (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)