Luk

Luk
Luk

Luk

L 67 Forslag til lov om ændring af lov om saltvandsfiskeri.

Af: Fiskeriminister Kent Sand Kirk (KF)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Hovedindholdet i loven er ophævelsen af lov nr. 178 af 23. juni 1956 som ændret ved lov nr. 168 af 12. maj 1965 om afløsning og statens overtagelse af retten til fiskeri med ålegårde og andre særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet.

I henhold til loven bevares de eksisterende rettigheder, indtil de udløber ifølge deres indhold. Det drejer sig om rettigheder, der som led i afløsningen er tildelt ejerne eller brugerne for livstid.

Endvidere bevares reglerne om indtagelse af fiskepladserne og rettighedernes beskyttelse over for andet fiskeri.

Endelig ophæves ålegårdsnævn og ålegårdsovernævn, således at et indgreb i rettighederne bliver behandlet som andre overtrædelser af saltvandsfiskeriloven.

Ifølge lovforslagets bemærkninger udløb hovedparten af de oprindelige 10.000 rettigheder i perioden 1976-81. Siden er også en stor del af livstidsrettighederne bortfaldet, og efter en gennemgang i oktober 1988 af samtlige ålegårdsrettigheder og særlige fiskerirettigheder kunne det konstateres, at ca. 200 rettigheder stadig blev benyttet.

Nedgangen i antallet af rettigheder medførte en nedgang i antallet af tvistigheder. I de seneste 5 år har der ikke været indbragt sager for ålegårdsnævn, og i de sidste 10 år der kun været indbragt 1 sag for ålegårdsovernævnet.

Af forslagets bemærkninger fremgik det endvidere, at det ringe antal tvistigheder mellem rettighedshavere og andre fiskere var baggrunden for, at ålegårdsnævnene og ålegårdsovernævnet ønskedes ophævet, og at tvistigheder og overtrædelser i øvrigt måtte behandles på samme måde som overtrædelser af saltvandsfiskeriloven.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 126 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Arne Jensen (S), Svend Heiselberg (V), Viggo Fischer (KF), Birthe Hansen (SF), Niels Højland (FP), Svend Aage Jensen (CD) og Vibeke Grønbæk (RV)