L 194 Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v.

Af: Miljøminister Per Stig Møller (KF)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Titel ændret 14/5 92 fra: Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg.

Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Ved loven ændres reglerne for erhvervsvirksomheders betaling af tilslutningsbidrag og årlige bidrag vedrørende spildevandsanlæg.

Tilslutningsbidrag betragtes herefter som en byggemodningsudgift og beregnes efter grundareal på en sådan måde, at de løbende anlægsbidrag alene udregnes efter det faktiske vandforbrug. For boliger og sommerhusområder indføres en lignende ordning, således at bidraget udregnes efter grundareal.

Herudover præciseres det, at tilslutningsbidragets størrelse udelukkende afhænger af de omkostninger, der faktisk medgår til at etablere ledningssystemet i det pågældende kloakopland. Tilslutningsbidraget kan ikke overstige 30.000 kr. pr. bolig. For erhvervsejendomme er det maksimale tilslutningsbidrag 30.000 kr. pr. 800 m2 grundareal.

Det løbende bidrag for boliger og sommerhuse skal beregnes efter det faktiske vandforbrug, hvis der kræves vandmåler. Er dette ikke tilfældet, betales for et skønnet vandforbrug, der ikke kan fastsættes højere end 170 m3 pr. år.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at forslaget blev fremsat på baggrund af Miljøstyrelsens betænkning fra 1991 om kommunale forsyningsvirksomheder, spildevand, drikkevand og affald. Høringssvarene vedrørende betænkningen viste, at der ikke var generel tilslutning til en samlet forsyningslov for spildevand, drikkevand og affald, men derimod til et ønske om ændring af betalingsvedtægtsloven. Lovforslaget var en opfølgning af dette ønske.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 110 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Martin Glerup (S), Hanne Severinsen (V), Eva Bente Møller (KF), Aage Brusgaard (FP), Addi Andersen (CD) og Marianne Jelved (RV)