B 41 Forslag til folketingsbeslutning om privatisering af Dansk Olie og Naturgas A/S.

Af: Kim Behnke (FP) , Aage Brusgaard (FP) , Ole Donner (FP) og Kirsten Madsen (FP)
Samling: 1992-93
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte de lovforslag, der er nødvendige for at gennemføre en total privatisering af Dansk Olie og Naturgas A/S (DONG A/S) ud fra følgende retningslinier:

1) Statens beholdning af aktier i DONG A/S afhændes ved frit udbud til højeste pris, subsidiært med mindst muligt tab. DONG A/S og dets datterselskaber kan sælges som koncern eller enkeltvis. Eneste begrænsning i køberkredsen gælder helt eller overvejende offentligt ejede selskaber.

2) Statens indirekte subsidiering af naturgassektoren stoppes gennem en afvikling af forskellene i energiafgifter på naturgas og øvrige brændsler.

3) DONG A/S og dets datterselskaber fratages samtlige monopolprivilegier.

4) Samtlige statens kautioner og/eller garantier for DONG A/S og dets datterselskabers låneportefølje afvikles efter aftale med den/de nye ejere, dog således at samtlige statens forpligtelser er ophørt senest 5 år efter privatiseringens fuldbyrdelse.

5) Den/de nye ejere af DONG A/S og/eller dets datterselskaber skal forpligtes til fortsat at tilbyde naturgasleverancer til de regionale naturgasselskaber. De regionale naturgasselskaber skal dog ikke være forpligtet til at aftage gas fra den/de nye ejere.«

Beslutningsforslaget var en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 3 fremsat i sidste folketingsår, se Årbog & Registre 1991-92 side 237.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 6 (FP) stemte for, 103 (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) imod.
Partiernes ordførere
Poul Nielson (S), Peter Hansen-Nord (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Søren Riishøj (SF) og Kim Behnke (FP)