B 65 Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af den i København den 5. april 1974 undertegnede overenskomst mellem Danmark og Sverige om beskyttelse af Øresund mod forurening.

Af: Miljøminister Svend Auken (S)
Samling: 1992-93
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Gennem vedtagelse af beslutningsforslaget har Folketinget givet sit samtykke til, at Øresundsoverenskomsten ophæves.

Overenskomsten havde til formål at sikre, at der på begge sider af Øresund blev gennemført effektive foranstaltninger til formindskelse af den forurening, der finder sted gennem direkte eller indirekte udledninger.

Af den skriftlige fremsættelsestale fremgik, at baggrunden for beslutningsforslaget var, at det væsentligste formål med aftalen - beskyttelse af miljøet i Øresund - i vidt omfang var opfyldt, og at det videre samarbejde foregik dels via Helsingforskonventionen, dels via den nordiske miljøbeskyttelseskonvention.

Beslutningsforslaget vedtaget enstemmigt med 106 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Filt Jensen (V), Jens Jørgensen (KF), Pelle Voigt (SF), Aage Brusgaard (FP), Svend Aage Jensen (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Knud Glønborg (KrF)