F 22 Hvilket resultat vil regeringen tilstræbe i de forhandlinger, den i foråret påtænker at føre med de kommunale organisationer om den kommunale økonomi i 1994?

Til: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1992-93
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiverede dagsordener:

D 31. Af Pernille Frahm (SF).

Fremsat ............... FF 7860
Bortfaldet ............... FF 7897

D 32. Af Klaus Hækkerup (S), Sonja Albrink (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Glønborg (KRF).

Fremsat ............... FF 7865
Vedtaget ................ FF 7897

D 33. Af Karen Højte Jensen (KF), Erik Larsen (V) og Poul Nødgaard (FP).

Fremsat ............... FF 7873
Bortfaldet ............... FF 7897

Fuld tekst:

D 31. Af Pernille Frahm (SF):

»Folketinget pålægger regeringen i forhandlingerne med de kommunale organisationer om den kommunale økonomi for 1994 at arbejde for:

- at ventelisterne til børnepasning nedbringes markant, hvilket forudsætter, at der etableres væsentligt flere pladser end det, efterspørgslen vil vokse med fra 1993 til 1994,

- at der sker en markant forbedring af ældreomsorgen, herunder hjemmehjælpen, og at der etableres døgnpleje i langt flere kommuner end i dag,

- at ventelisterne til sygehusene for en række almindelige lidelser nedbringes,

- at der sker en markant forbedring af distriktspsykiatrien, herunder at der etableres døgnpleje i langt flere kommuner,

- at kommunerne får mulighed for at støtte mulighederne for udøvelse af kulturel virksomhed, så lokale initiativer på kulturområdet styrkes bredt,

- at kommunerne får lejlighed til at forøge deres investeringer bl.a. på ovennævnte områder samt deres miljøindsats generelt gennem friere adgang til låntagning på tilstrækkeligt gode vilkår og gennem forbedrede muligheder for at inddrage arbejdsløse fra især specialarbejderområdet, uden at det giver serviceforringelser på andre områder.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 32. Af Klaus Hækkerup (S), Sonja Albrink (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Glønborg (KRF):

»Idet Folketinget konstaterer, at regeringens økonomiske forhandlinger med de kommunale organisationer foregår med udgangspunkt i regeringsgrundlagets målsætning om bekæmpelse af arbejdsløsheden og forbedring af den offentlige service inden for bl.a. børnepasning, ældreomsorg, sygehusbehandling og behandling af psykisk syge, går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«

D 33. Af Karen Højte Jensen (KF), Erik Larsen (V) og Poul Nødgaard (FP):

»Folketinget pålægger regeringen i de kommende forhandlinger med amter og kommuner at videreføre 4-årsaftalen, der er indgået mellem den tidligere regering og de kommunale organisationer.

Aftalen sikrer stram udgiftsstyring og sikrer, at de kommunale skatter bringes ned på 1991-niveau.

Amter og kommuner skal fortsat løse deres opgaver inden for rammerne af det kommunale selvstyre, men med opfordring til, at der i de kommende år lægges særlig vægt på ældreomsorg, nedbringelsen af ventetid til sygehusbehandling og fleksible børnepasningsordninger samt investeringer, der kan medvirke til at styrke beskæftigelsen - primært i den private sektor.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 32 vedtaget med 61 stemmer (S, CD, RV og KRF) mod 43 (KF, V og FP); 9 (SF) stemte hverken for eller imod.

D 31 og D 33 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Klaus Hækkerup (S), Erik Larsen (V), Karen Højte Jensen (KF), Birgitte Husmark (SF), Pernille Frahm (SF), Poul Nødgaard (FP), Sonja Albrink (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Knud Glønborg (KrF)