L 159 Forslag til lov om ændring af lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v., lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. og lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger.

(Kontoførende investeringsforeninger).

Af: Skatteminister Peter Brixtofte (V)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Titel ændret 01-04-1993 fra: Forslag til lov om ændring af lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v. (Kontoførende investeringsforeninger).

Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven vedrører afkast fra en pensionsopsparing, der er anbragt i en andel i en såkaldt kontoførende investeringsforening. Loven gør det muligt, at et sådant afkast bliver splittet op i en del, hvor der skal betales realrenteafgift, og en del, hvor denne afgift ikke skal betales.

En kontoførende investeringsforening er en investeringsforening, der ikke udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud. Det enkelte medlem tilskrives løbende en andel af årets overskud og formue; inkl. urealiserede gevinster og tab på foreningens aktiver.

Efter realrenteafgiftsloven skal man imidlertid betale afgift af alt afkast af pensionsmidler, medmindre der udtrykkelig er gjort undtagelser. En sådan undtagelse blev indført med vedtagelsen af lovforslaget.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 122 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Klaus Hækkerup (S), Svend Heiselberg (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Kirsten Jacobsen (FP) og Lone Dybkjær (RV)