L 80 Forslag til lov om ændring af lov om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager og lov om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål m.v.

(Omkostningsdækning i klagesager. Syn og skøn i ligningsrådssager om bindende forhåndsbesked).

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Det offentlige betaler borgernes udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med skattesager ved domstolene. Loven udvider denne ordning til også at gælde klagesager ved Landsskatteretten samt genoptagelsessager, der er forbundet hermed.

Desuden åbner loven mulighed for, at Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, skal dækkes fuldt ud.

Sluttelig bestemmer loven, at der i ligningsrådssager om bindende forhåndsbesked - på samme måde som i
landsskatteretssager - skal kunne foretages syn og skøn efter reglerne i retsplejeloven.

Der var oprindelig fremsat forslag om, at også udgifter til sagkyndig bistand i sager, hvor en borger klager til et
skatteankenævn, skulle være omfattet af lovforslaget.

Efter regeringsskiftet blev der stillet et ændringsforslag, som fjernede denne mulighed.


Lovforslaget vedtaget med 99 stemmer (S, KF, V, FP, CD, RV og KRF) mod 9 (SF).
Partiernes ordførere
Pia Gjellerup (S), Svend Aage Jensby (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Jens Thoft (SF), Ole Donner (FP), Bente Juncker (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)