L 99 Forslag til lov om en værditabsordning for boligejere m.v.

Af: Miljøminister Per Stig Møller (KF)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indebærer, at det offentlige mod en vis egenbetaling når ejeren ønsker det, rydder op på en forurenet grund til helårsbeboelse, som er erhvervet i god tro uden kendskab til forureningen.

Egenbetalingen skal ses som ejerens betaling for ikke at afvente, at det offentlige ud fra en samlet miljømæssig prioritering når frem til en oprydning af grunden efter affaldsdepotlovens almindelige principper.

Formålet med lovforslaget var at hjælpe ejere af helårsboliger på forurenede grunde ved at etablere en statsligt finansieret oprydningsordning på disse ejendomme. Det var situationen for en række parcelhusejere i Mundelstrup, der havde skabt bred forståelse for, at der var tale om et samfundsmæssigt problem.

Gennem vedtagelse af et ændringsforslag stillet af miljøministeren blev egenbetalingen fastsat til 40.000 kr. i stedet for de oprindeligt foreslåede 60.000 kr.

Lovforslaget vedtaget med 106 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 6 (FP).
Partiernes ordførere
Jan Trøjborg (S), Filt Jensen (V), Jens Jørgensen (KF), Steen Gade (SF), Aage Brusgaard (FP), Svend Aage Jensen (CD), Marianne Jelved (RV) og Knud Glønborg (KrF)