F 36 Hvilke initiativer agter regeringen at tage - i Danmark og internationalt, bl.a. i forhold til EU - for at ændre den miljømæssigt helt uholdbare situation på bekæmpelsesmiddelområdet med manglende opfyldelse af pesticidhandlingsplanen?

Til: Miljøminister Svend Auken (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 50. Af Gade (SF).

Fremsat ............... FF 9012
Bortfaldet ............... FF 9069

D 51. Af Martin Glerup (S), Svend Aage Jensen (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Ole M. Nielsen (KRF).

Fremsat ................. FF 9021
Vedtaget ................ FF 9069

Fuld tekst:

D 50. Af Gade (SF):

»Idet Folketinget konstaterer, at der er behov for yderligere tiltag for at ændre den uholdbare situation på bekæmpelsesmiddelområdet, opfordrer Folketinget regeringen til:

- at fastholde pesticidhandlingsplanens målsætning,

- at fremskynde udfasning af miljøfarlige sprøjtemidler i både Danmark og EU,

- at fremlægge forslag til adfærdsregulerende afgift på sprøjtemidler,

- at pålægge statsinstitutioner - som f.eks. DSB - samt henstille til kommuner og amter at lade udarbejde handlingsplaner for fuldstændig afvikling af brugen af sprøjtemidler,

- at øge bevillingerne mærkbart til forskning og produktudvikling i ikkekemiske alternativer,

- at sikre en mere effektiv overvågning af drikkevand og grundvand, og

- i forhold til EU at modsætte sig eventuelle forringelser af beskyttelsesniveauet, samt fastholde de restriktive grænseværdier i forhold til drikkevand.

Herefter går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

D 51. Af Martin Glerup (S), Svend Aage Jensen (CD), Vibeke Grønbæk (RV), og Ole M. Nielsen (KRF):

»Folketinget konstaterer, at brugen af kemiske sprøjtemidler inden for alle sektorer rummer en fare for grundvandet, flora og fauna. Derfor er det vigtigt, at målsætningen om halvering af anvendelse fra pesticidhandlingsplanen fastholdes. Det er tillige vigtigt, at det offentlige går forrest i opfyldelsen af denne målsætning.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for en hurtig udfasning af miljøfarlige bekæmpelsesmidler både i Danmark og EU og til at bevare beskyttelsesniveauet i de gældende EU-regler.

Samtidig er det af stor betydning, at en effektiv oprydning efter fortidens synder gennemføres, at mulighederne for beskyttelse af grundvandet i EU's landbrugspolitik udnyttes fuldt ud, at forskning og produktudvikling i alternativer til miljøfarlige sprøjtegifte intensiveres, og at der gennemføres en mere effektiv overvågning af drikke- og grundvandet, så befolkningen kan være sikker på, at drikkevandet i Danmark er rent.

Endelig opfordrer Folketinget regeringen til i de kommende forhandlinger om grønne afgifter i erhvervslivet at fremme hensynet til adfærdsændringer således, at provenuet ved benyttelse af afgiftsinstrumentet tilbageføres, og der ikke sker forringelse af konkurrenceevnen.

Herefter går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 51 vedtaget med 64 stemmer (S, SF, CD, RV og KRF) mod 41 (KF, V og FP).

D 50 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Martin Glerup (S), Peter Hansen-Nord (V), Jens Jørgensen (KF), Steen Gade (SF), Aage Brusgaard (FP), Svend Aage Jensen (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Ole M. Nielsen (KrF)