L 200 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

Af: Pia Kjærsgaard (FP) , Tom Behnke (FP) , Aage Brusgaard (FP) og Poul Nødgaard (FP)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Lovforslaget indebar, at betingelserne for udtagelse til nævning eller domsmand skulle ændres således, at man skulle være ustraffet, at aldersgrænsen blev sat ned fra 70 år til 65 år, og at personer, der inden for de sidste 8 kaldenderår havde været optaget på en nævninge- eller domsmandsliste, ikke på ny kunne optages på en sådan liste. Endvidere skulle folketingsmedlemmer ikke kunne være nævninge eller domsmænd.

Efter lovforslaget skulle enhver kunne begære sig fritaget fra nævninge- og domsmandshvervet.

Udtagelsen til nævninge- og domsmandslister skulle ske ved lodtrækning i stedet for den hidtidige ordning, hvorefter udtagelsen til grundlisten inden for hver kommune foretages af et grundlisteudvalg.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med forslaget var at sikre, at udtagelse af nævninge og domsmænd ikke som hidtil skulle ske blandt vælgerforeningernes medlemsskare. Forslagsstillerne ønskede på denne måde at udtagelsen skete uafhængigt af partipolitik.
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Svend Aage Jensby (V), John Vinther (KF), Birthe Hansen (SF), Pia Kjærsgaard (FP), Sonja Albrink (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)