L 208 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

Af: Trafikminister Jan Trøjborg (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Retsudvalget (REU).

Loven indebærer, at periodisk syn af almindelige personbiler skal foretages af Statens Bilinspektion og foregå dels i Statens Bilinspektions synshaller, dels ved pladssyn, hvor bilinspektionens personale syner ude på private værksteder.

Et køretøj skal fremstilles og godkendes ved syn efter tilsigelse. Hvis en bilejer ikke overholder pligten til syn, kan nummerpladerne inddrages, og der kan pålægges bøde for at benytte et køretøj, der ikke rettidigt er fremstillet og godkendt ved syn.

Loven gennemfører Rådets direktiv nr. 91/328/EØF om ændring af direktiv 77/143/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teknisk kontrol med motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil.

Om baggrunden for forslaget hed det bl.a. i fremsættelsestalen: »Da syn af køretøjer er en driftspræget opgave, er det besluttet at omdanne Statens Bilinspektion til en statsvirksomhed under Færdselsstyrelsen. Dette vil bl.a. give Statens Bilinspektion mulighed for at drive virksomhed på forretningslignende vilkår og som følge heraf det bedste grundlag for at organisere synsarbejdet både effektivt og rationelt til gavn for forbrugeren.

Det er målsætningen, at pladssynsandelen ved periodisk syn af almindelige personbiler skal udgøre halvdelen af synsmængden for almindelige personbiler.«

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen ved 2. og 3. behandling af nogle ændringsforslag fra trafikministeren.

Lovforslaget vedtaget med 85 stemmer (S, V, SF, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)) mod 32 (KF og FP).
Partiernes ordførere
Jens Kristian Hansen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), H. P. Clausen (KF), Pernille Frahm (SF), Kim Behnke (FP), Bjarne Ørum (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)