L 219 Forslag til lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.

(Forbud mod etablering af visse boligfællesskaber m.v.).

Af: Boligminister Flemming Kofod-Svendsen ()
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Der indføres med loven et generelt forbud mod stiftelse af boliginteressentskaber, boligkommanditselskaber og andre boligfællesskaber, der ikke er boligretligt regulerede som ejerlejligheder, andelsboliger og boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber. Dette forbud gælder, når der er tale om brugsret til en bestemt beboelseslejlighed i en ejendom.

Herudover indeholder loven en definition af boligfællesskaber og en række bestemmelser vedrørende overdragelser i eksisterende boligfællesskaber og oplysningspligt ved overdragelse af andele.

Lovforslaget blev fremsat på baggrund af de anbefalinger, som en arbejdsgruppe var fremkommet med. Arbejdsgruppen blev nedsat af boligministeren for at undersøge retsstillingen for beboere i boliginteressentskaber og »små andelsboligforeninger«, da det var tvivlsomt, om disse boligformer var omfattet af den regulering, der var gældende for traditionelle andelsboliger m.v. Arbejdsgruppen fandt, at de såkaldte små andelsboligforeninger måtte anses for at være regulerede ved andelsboligloven, medens dette ikke var tilfældet for boliginteressentskaber og lign.

Lovforslaget vedtaget med 64 stemmer (S, SF, CD, RV og KRF) mod 46 (KF, V og FP).
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Bodil Thrane (V), Eva Bente Møller (KF), Pelle Voigt (SF), Kirsten Jacobsen (FP), Jørgen Estrup (RV) og Ole M. Nielsen (KrF)