L 229 Forslag til lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om individuel boligstøtte.

Af: Boligminister Flemming Kofod-Svendsen ()
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Boligudvalget (BOU).

3. beh afbrudt og forsl henvist til Boligudvalget (BOU).

Hovedelementerne i loven vedrørende ændringer i lejelovgivningen er:

- Styrkelse af beboerdemokratiet. Beboerrepræsentanterne får således indflydelse på posterne på huslejebudgettet.

- Fordelingen af den omkostningsbestemte leje mellem beboelse og erhverv skal i fremtiden ske på grundlag af bruttoetagearealet.

- Ordningen med henlæggelse til fornyelse af tekniske installationer ophæves, og der bliver regnskabspligt for 2/3 af det beløb, der kunne være opkrævet ved udgangen af 1994.

- Ejendomme med under 7 lejligheder, de såkaldte småejendomme, fritages for de særlige lejeberegnings- og varslingsregler i boligreguleringsloven.

I forbindelse med vedtagelsen af loven nedsatte boligministeren en lejelovskommission. Kommissionen skal inden udgangen af 1996 vurdere de eksisterende regler og foreslå nye. Der skal efter regeringens mening ikke ske yderligere ændringer af lejeloven, før kommissionen har afsluttet sit arbejde.

Lovforslaget vedtaget med 70 stemmer (S, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)) mod 69 (KF, V, SF og FP).
Partiernes ordførere
Hans Peter Baadsgaard (S), Bodil Thrane (V), John Vinther (KF), Pelle Voigt (SF), Kirsten Jacobsen (FP) og Inger Marie Bruun-Vierø (RV)