B 34 Forslag til folketingsbeslutning om det danske engagement ved FN's fredsbevarende styrke i det tidligere Jugoslavien (UNPROFOR).

Af: Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (RV)
Samling: 1994-95
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Forsvarsudvalget (FOU).

Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

'Folketinget meddeler sit samtykke til, at det danske engagement ved FN's fredsbevarende styrke i det tidligere Jugoslavien (UNPROFOR) i overensstemmelse med folketingsbeslutning B 107 af 17. august 1993 om en udvidelse af det danske engagement under forhold, hvor muligheden for at anvende militære magtmidler er forøget med henblik på at fremme gennemførelsen af Sikkerhedsrådets vedtagelser, også kan omfatte opgaver i Kroatien i overensstemmelse med sikkerhedsrådsresolution 958 af 19. november 1994.'

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at FN's Sikkerhedsråd med resolution 958 den 19. november 1994 havde besluttet, at beføjelserne i resolution 836 af 4. juni 1993 om at kunne anvende luftstyrker til støtte for UNPROFOR's mandat i relation til de 'sikre områder' i det tidligere Jugoslavien også gjaldt for angreb eller trusler mod de sikre områder, der udgik fra kroatisk territorium. NATO's råd vedtog den 19. november 1994 at udstrække alliancens luftoperationer til støtte for UNPROFOR's mandat i relation til de sikre områder til også at omfatte dele af Kroatien.

Udsendelsen af den danske styrke som en del af den fællesnordiske bataljon Nordbat II som opfølgning af resolution 836 og folketingsbeslutning B 107 fra folketingsåret 1992-93 (se Årbog & Registre 1992-93 side 314) indeholdt et luftstøttekoordinationshold. Ved mandatfornyelsen for UNPROFOR den 31. marts 1994 (resolution 908) besluttede Sikkerhedsrådet at udstrække bemyndigelsen til at yde luftstøtte med henblik på beskyttelse af FN-tropperne under udførelsen af deres mandat til også at omfatte kroatisk territorium.

Den 16. november 1994 anmodede FN Danmark om snarest at afsende et luftstøttekoordinationshold til Sektor Nord i Kroatien. Regeringen efterkom den 22. november 1994 anmodningen fra FN om at sende luftstøttekoordinationsholdet til UNPROFOR's Sektor Nord i Kroatien, hvor den danske bataljon Danbat var blevet indsat. Med vedtagelsen af resolution 958 i Sikkerhedsrådet var der åbnet mulighed for, at FN ville kunne ønske at anvende luftstøttekoordinationshold i Kroatien, herunder det danske, i opgaver ud over beskyttende luftstøtte til forsvar for FN-styrkerne. Det kunne derfor ikke udelukkes, at der kunne blive behov for bistand ved beskyttelsen af Bihac i overensstemmelse med FN-resolutionerne 836 og 958.

På grund af en vis usikkerhed om den geografiske afgrænsning af folketingsbeslutning B 107 havde regeringen valgt i første omgang at meddele FN, at det danske luftstøttekoordinationshold alene var udsendt med henblik på at kunne yde bistand ved beskyttende luftstøtte for FN-tropperne i Sektor Nord. Regeringen fandt imidlertid, at det ville være naturligt, om luftstøttekoordinationsholdet i Sektor Nord blev udsendt på samme vilkår som gjaldt for holdet i Tuzla, dvs. at der både ville kunne ydes bistand efter anmodning til beskyttende luftstøtte og til luftangreb.

Beslutningsforslaget vedtaget med 123 stemmer (S, V, KF, SF, RV og CD) mod 14 (FP og EL).
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Svend Aage Jensby (V), Per Stig Møller (KF), Gert Petersen (SF), Annette Just (FP), Jørgen Estrup (RV), Søren Søndergaard (EL) og Arne Melchior (CD)