L 231 Forslag til lov om inspektioner, erklæringsafgivelse og kontrol i medfør af De Forenede Nationers konvention om forbud mod kemiske våben.

Af: Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (RV)
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Forsvarsudvalget (FOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven giver hjemmel til, at inspektører fra den internationale kontrolorganisation og fra de statslige told- og skattemyndigheder kan inspicere ejendom, kontrollere godstrafik, indsamle prøver samt i øvrigt indhente alle oplysninger til brug ved udøvelsen af kontrol med, at FN's konvention om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse, overholdes.

Loven fastsætter en pligt for virksomhederne til at afgive korrekte oplysninger om deres virksomhed samt til at bistå ved inspektionernes og kontrollens gennemførelse.

I henhold til konventionen skal der udnævnes en national myndighed, der skal varetage traktatpartens forhold til den internationale kontrolorganisation og til de øvrige underskrivere af traktaten. Erhvervsministeriet er den danske nationale myndighed, medens indsamling og kontrol af oplysninger afgivet af danske virksomheder henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.

Loven bemyndiger endvidere udenrigsministeren til ved kongelig anordning at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland.

Med loven giver Folketinget samtidig samtykke i henhold til grundlovens § 19 til, at Danmark ratificerer FN's konvention om forbud mod kemiske våben.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at hensigten med lovforslaget var at tilvejebringe det lovgrundlag, som skulle gøre det muligt for Danmark at ratificere FN's konvention af 13. januar 1993 om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse. Konventionen indeholder et generelt forbud mod kemiske våben samt en forpligtelse til at føre kontrol med virksomhed, der ikke er forbudt i henhold til konventionen, men som omfatter kemikalier opregnet i konventionen på grund af deres mulige anvendelse til kemisk våbenproduktion.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 127 stemmer.
Partiernes ordførere
Anna-Marie Hansen (S), Svend Aage Jensby (V), Helge Adam Møller (KF), Gert Petersen (SF), Annette Just (FP), Dorit Myltoft (RV) og Søren Søndergaard (EL)