L 233 Forslag til lov om ændring af lov om visse forhold på telekommunikationsområdet og lov om offentlig mobilkommunikation

(GSM-mobilnet).

Af: Forskningsminister Frank Jensen (S)
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 234.

Efter 1. beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven ophæver Tele Danmarks eneret til fremføring af radio- og fjernsynsprogrammer og anlæggelse af bredbåndsnet i lokalområder. Loven giver endvidere virksomheder og institutioner mulighed for at etablere egne telenet. Derudover bemyndiges forskningsministeren til at fastsætte regler om anvendelse af egen infrastruktur til udbud af teletjenester til andre (konkurrenceforvridende krydssubsidiering) og vilkår for mobiloperatører.

Baggrunden for lovforslaget var en politisk aftale indgået den 6. april 1995 af regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti som tillæg til den politiske aftale om telestrukturen, der blev indgået den 22. juni 1990. Den overordnede målsætning for tillægsaftalen var at tilrettelægge vilkårene for telesektoren på en sådan måde, at de danske forbrugere sikres gode og billige teleydelser tillige med, at de danske virksomheder blev bedre rustet til den fremtidige konkurrence i Europa.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslag nr. L 234.

Lovforslaget vedtaget med 113 stemmer for (S, V, KF, SF, FP, RV og CD) mod 5 (EL).
Partiernes ordførere
Poul Andersen (S), Svend Heiselberg (V), H. P. Clausen (KF), Aage Frandsen (SF), Ole Donner (FP), Vibeke Peschardt (RV) og Bruno Jerup (EL)