L 242 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Behandlingen af klager over politipersonalet m.v.).

Af: Justitsminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører bl.a., at lokalnævnene ikke længere skal deltage i behandlingen af adfærdsklagesager, og at politimestrene ikke længere skal træffe afgørelse i adfærdsklagesager. Efter loven skal statsadvokaterne fremover undersøge og afgøre adfærdsklager og efterforske straffesager mod politipersonale samt afgøre tiltalespørgsmålet.

Loven medfører endvidere, at der oprettes et antal politiklagenævn bestående af en advokat og to lægmænd, der løbende skal føre tilsyn med statsadvokaternes sagsbehandling.

Desuden medfører loven en udvidet adgang til at beskikke advokat for klageren og indklagede i adfærdsklagesager samt for forurettede og politimanden i straffesager mod politipersonale.

Satsadvokaternes afgørelser kan påklages til Rigsadvokaten.

Formålet med lovforslaget var ifølge bemærkningerne til forslaget at gennemføre nye regler om behandlingen af klager over politipersonalet.

Lovforslaget byggede i store træk på betænkning nr. 1278/1994 om behandling af klager over politipersonalet. Betænkningen var afgivet af et udvalg, der blev nedsat af Justitsministeriet ved skrivelser af 12. november 1992 og 27. april 1993.

Lovforslaget vedtaget med 62 stemmer (S, SF, RV og CD) mod 51 (V, KF og FP); 5 (EL) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Svend Aage Jensby (V), Helge Adam Møller (KF), Anne Baastrup (SF), Tom Behnke (FP), Bjørn Elmquist (RV), Søren Søndergaard (EL) og Sonja Albrink (CD)