B 47 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ørkendannelse i de lande, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, særlig i Afrika (FN's ørkenkonvention).

Af: Minister for udviklingsbistand Poul Nielson (S)
Samling: 1995-96
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Udenrigsudvalget (URU).

Ved folketingsbeslutningen meddeler Folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer FN's konvention om bekæmpelse af ørkendannelse i de lande, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, særlig i Afrika.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelsestale, at FN's konference for Miljø og Udvikling (Riokonferencen) i 1992 vedtog en beslutning om bekæmpelse af ørkenspredning, og at konventionen kunne ses som en parallel til de to andre globale miljøkonventioner om henholdsvis klimaændringer og biologisk mangfoldighed, der blev undertegnet under Riokonferencen, og som Danmark ratificerede i 1993 (se Årbog & Registre 1992-93 side 299).

Baggrunden for konventionen var ifølge den skriftlige fremsættelsestale de reduktioner eller tab af større landområders biologiske og økonomiske produktivitet, som skyldes klimaændringer og menneskelige aktiviteter, og konventionen sigtede navnlig mod at styrke de berørte, især afrikanske, landes tilrettelæggelse af ørkenbekæmpelsesarbejdet.

Beslutningsforslaget vedtaget enstemmigt med 143 stemmer.
Partiernes ordførere
Helen Beim (S), Hanne Severinsen (V), Agnete Laustsen (KF), Margrete Auken (SF), Jørgen Estrup (RV), Arne Melchior (CD), Annette Just (FP) og Keld Albrechtsen (EL)