L 158 Forslag til lov om almene boliger m.v.

Af: Boligminister Ole Løvig Simonsen (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Boligudvalget (BOU).

Loven indeholder følgende hovedelementer:

- Etablering af én støttet lejeboligtype for det fremtidige nybyggeri, den almene bolig (organisation, bygherrekreds, mærkning, finansiering m.v.).

- Øget fleksibilitet ved udlejning og anvisning af almene boliger.

- Omdannelse af eksisterende støttet byggeri samt nye ombygningsregler (almennyttige boligselskaber, selvejende ungdoms-, ældre- og lette kollektivboliginstitutioner, forretningsførerselskaber).

- Udvidelse af beboerdemokratiet og begrænsning af kommunalbestyrelsens mulighed for at vælge medlemmer af organisationens bestyrelse (øverste myndighed, bestyrelsessammensætning, habilitetsregler, delegering af kompetence, kompetence for afdelingsmødet).

- Videreførelse af Boligselskabernes Landsbyggefond som Landsbyggefonden.

Lovforslaget var en teknisk sammenskrivning af lov om boligbyggeri og lov om boliger for ældre og personer med handicap.

Hovedformålet med forslaget var at forenkle og harmonisere det eksisterende regelsæt for offentlig støttet boligbyggeri, både hvad angår nybyggeri og drift. Dette skulle ske ved at indføre én boligtype - den almene bolig - omdanne de eksisterende boligselskaber og foreninger til almene boligorganisationer og gennemføre en betydelig udvidelse af beboerdemokratiet.

Lovforslaget udmøntede en række forslag fra redegørelserne »En almen bolig« fra maj 1995 og »Udvidelse af beboerdemokratiet i det almennyttige boligbyggeri« fra oktober 1995.

Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) mod 7 (FP og DF).
Partiernes ordførere
Hans Peter Baadsgaard (S), Flemming Oppfeldt (V), John Vinther (KF), Villy Søvndal (SF), Jørgen Estrup (RV), Sonja Albrink (CD), Keld Albrechtsen (EL) og Kirsten Jacobsen (FP)