L 32 Forslag til lov om ændring af lov om boliger for ældre og personer med handicap, lov om individuel boligstøtte, lov om leje og lov om boligbyggeri.

(Plejeboliger m.v.).

Af: Boligminister Ole Løvig Simonsen (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Boligudvalget (BOU).

Efter loven er der mulighed for fuldt ud at lånefinansiere den kommunale grundkapital ved ombygning af plejehjem. Det bliver ligeledes efter ansøgning muligt at medtage værdien af den eksisterende ejendom i anskaffelsesudgiften.

Bygherrekredsen for ældreboliger udvides til også at omfatte amtskommuner, og der ydes støtte til etablering af servicearealer både i forbindelse med nybygninger og i forbindelse med eksisterende ældreboliger.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget var det fortsat nødvendigt at opprioritere indsatsen over for de svageste ældre, som ikke uden væsentlig hjælp kan klare sig selv.

Der skulle først og fremmest skabes flere moderne plejeboliger, dvs. ældreboliger med tilhørende servicearealer med tilknyttet personale og dermed med samme omsorg og tryghed som på traditionelle plejehjem. Dette skulle ske dels ved modernisering af utidssvarende plejehjem og omdannelse af disse til ældreboliger, dels ved at øge antallet af ældreboliger med tilknyttede servicearealer.

Lovforslaget var en genfremsættelse af lovforslag nr. L 265 fra folketingsåret 1994-95, jf. omtalen i Årbog & Registre 1994-95 side 194-195.

Lovforslaget vedtaget med 132 stemmer (S, V, KF, SF, RV, FP, EL og CD); 2 (DF) stemte ved en fejl imod.
Partiernes ordførere
Jørn Pedersen (S), Flemming Oppfeldt (V), John Vinther (KF), Villy Søvndal (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Kirsten Jacobsen (FP)