L 72 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven.

(Forlængelse af perioden for § 48 E-beskatningen af visse lønmodtagere).

Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Loven forlænger afviklingsperioden for § 48 E-beskatningen af visse lønmodtagere.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at ifølge gældende regler kan udenlandske forskere og visse andre medarbejdere, der ansættes i en dansk virksomhed og som følge heraf opholder sig i Danmark i en periode på mellem 6 og 36 måneder, gøre brug af den særlige 25-pct.s-beskatningsordning i kildeskattelovens § 48 E. Det blev foreslået at forlænge perioden til 60 måneder og dermed forbedre mulighederne for, at danske virksomheder og forskningsinstitutioner kan tiltrække højtkvalificerede medarbejdere.

Ifølge gældende regler kunne ansættelseskontrakten desuden forlænges med 24 måneder med almindelig beskatning efter udløbet af § 48 E-perioden. Formålet hermed var at give medarbejderen mulighed for at afvikle sit engagement i Danmark.

Et ændringsforslag til lovforslaget forlængede den nævnte 24-måneders-periode til 48 måneder. Dette giver den skattepligtige yderligere muligheder for at afvikle sit engagement i Danmark uden at risikere efterbeskatning for den tid, hvor den pågældende var blevet beskattet efter 25-pct.s-ordningen. Med vedtagelsen af dette ændringsforslag udgik forslaget om at forlænge § 48 E-perioden til 60 måneder.

Lovforslaget vedtaget med 58 stemmer (V, KF, SF, FP og DF) mod 5 (EL); 49 (S, RV og CD) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Lis Greibe (S), Peter Brixtofte (V), Jes Lunde (SF), Elisabeth Arnold (RV) og Kim Behnke (FP)