L 90 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

(Anvendelse af forordninger).

Af: Miljø- og energiminister Svend Auken (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven præciserer miljø- og energiministerens beføjelse til at fastsætte regler om administration af EF-forordninger. Endvidere får tilsynsmyndighederne samme beføjelser vedrørende kontol af overholdelse af forordninger, som de hidtil har haft i forbindelse med national lovgivning.

Tilsynsbeføjelsen vedrørende overholdelse af forordninger efter lovens §§ 65 og 66 tilkommer som udgangspunkt kommuner og amtskommuner. Loven præciserer, at kontrollen kan udføres af myndigheder eller politi uden retskendelse.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at anvendelsen af Rådets forordning nr. 259/93 af 1. februar 1993 om kontrol med overførsel af affald i Fællesskabet havde vist, at der var et behov for undersøgelse af affaldstransporter under transporten og ikke kun på bestemmelsesstedet for at gøre kontrollen effektiv. Lovforslaget skulle derfor præcisere, at både tilsynsmyndigheder og politi skulle have mulighed for at få adgang til kontrol uden retskendelse.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 115 stemmer.
Partiernes ordførere
Lis Greibe (S), Hans Christian Schmidt (V), Niels Langkilde (KF), Anni Svanholt (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Bent Hindrup Andersen (EL), Tom Behnke (FP) og Ole Donner (DF)