B 87 Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af en miljøteknisk vejledning for dambrugserhvervet.

Samling: 1996-97
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til i samarbejde med erhvervet at udarbejde en miljøteknisk vejledning for dambrugserhvervet, der indebar,

- at dambrugserhvervet fik klarhed over, hvilke krav der skulle opfyldes for at udvise miljørigtig adfærd til opnåelse af den miljøgodkendelse, som dambrugerne er pålagt at ansøge om inden udgangen af 1997, og

- at dambrugserhvervet kunne opnå miljøgodkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven efter samme principper som andre virksomheder i Danmark.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at forslagsstillerne fandt, at den gældende dambrugsbekendtgørelse ikke levede op til miljøbeskyttelseslovens intentioner om brug af renere teknologi, men fokuserede på en fiktiv, begrænset størrelse for dambrugets produktion. Dambrugernes anvendelse af renere teknologi og miljørigtig adfærd blev således ikke honoreret i forbindelse med en miljøgodkendelse, og efter forslagsstillernes opfattelse skulle dambrug i lighed med andre virksomheder måles på udledningen til miljøet og ikke på produktionens størrelse.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 42 (V, KF, FP og DF) stemte for, 62 (S, SF, RV, EL og CD) imod.
Partiernes ordførere
Martin Glerup (S), Henning Urup (V), Niels Langkilde (KF), Anni Svanholt (SF), Aage Brusgaard (FP), Keld Albrechtsen (EL) og Ole Donner (DF)