F 59 Vil ministeren redegøre for regeringens overvejelser med henblik på en ny pesticidhandlingsplan i lyset af den stigende forurening af vandmiljøet, herunder grundvand og drikkevand, med pesticider?

Til: Miljø- og energiminister Svend Auken (S)
Samling: 1996-97
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 105. Af Bent Hindrup Andersen (EL), Lis Greibe (S), Jens Vibjerg (V), Niels Jørgen Langkilde (KF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Aage Brusgaard (FP), Sonja Albrink (CD) og Ole Donner (DF).

Fremsat ............... FF 7120
Vedtaget ............... FF 7154

D 106. Af Anni Svanholt (SF).

Fremsat ............... FF 7134
Bortfaldet .............. FF 7154

Fuld tekst:

D 105. Af Bent Hindrup Andersen (EL), Lis Greibe (S), Jens Vibjerg (V), Niels Jørgen Langkilde (KF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Aage Brusgaard (FP), Sonja Albrink (CD) og Ole Donner (DF):

»Idet sikringen af Danmarks vandmiljø, herunder grundvand og drikkevand, tillægges afgørende betydning, og idet Folketinget bekræfter dagsorden D 8 vedtaget den 22. november 1994 om, at økologisk drift inddrages som en del af strategien for et pesticidfrit grundvand, opfordrer Folketinget regeringen til at nedsætte et udvalg med uafhængig sagkundskab, som bl.a. skal foretage en vurdering af de samlede konsekvenser af en afvikling af pesticidforbruget inden for jordbrugserhvervene, herunder skal alternative muligheder for bekæmpelse af plantesygdomme, skadedyr og ukrudt i jordbrugserhvervet belyses.

Ved vurderingen skal produktionsmæssige, økonomiske, juridiske, sundhedsmæssige, beskæftigelsesmæssige og miljømæssige konsekvenser belyses. Resultatet af udvalgsarbejdet indgår i det kommende arbejde med en ny pesticidhandlingsplan.

Endelig er Folketinget opmærksom på, at miljø- og energiministeren i indeværende samling afgiver en kemikalieredegørelse. Folketinget opfordrer til, at denne inddrages i det nævnte udvalgsarbejde.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 106. Af Anni Svanholt (SF):

»Idet sikringen af Danmarks vandmiljø, herunder grundvand og drikkevand, tillægges afgørende betydning, og idet Folketinget bekræfter dagsorden D 8 vedtaget den 22. november 1994 om, at økologisk drift inddrages som en del af strategien for et pesticidfrit grundvand, opfordrer Folketinget regeringen til

- at fremlægge et forslag om en revision af pesticidhandlingsplanen, der påbegynder en udfasning af brugen af pesticider i Danmark inden udgangen af 1997,

- at fremlægge et forslag til øgede afgifter på pesticider og

- at nedsætte et udvalg med sagkundskab, der er uafhængig af den agrokemiske industri, og som bl.a. skal foretage en vurdering af de samlede konsekvenser af en afvikling af pesticidforbruget inden for jordbrugserhvervene.

Ved vurderingen skal produktionsmæssige, økonomiske, beskæftigelsesmæssige, sundhedsmæssige og miljømæssige konsekvenser belyses.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 105 vedtaget enstemmigt med 93 stemmer.

D 106 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Lis Greibe (S), Jens Vibjerg (V), Niels Langkilde (KF), Anni Svanholt (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Aage Brusgaard (FP), Bent Hindrup Andersen (EL) og Ole Donner (DF)