L 45 Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse og lov om råstoffer.

(Ændring af klageregler).

Af: Miljø- og energiminister Svend Auken (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven ændrer klagereglerne i lov om naturbeskyttelse og i lov om råstoffer. Hovedændringen er, at Naturklagenævnet bliver klageinstans for næsten alle afgørelser, som træffes efter lovene, og som kan påklages.

Naturklagenævnet blev oprettet i forbindelse med reformen af plan- og naturbeskyttelseslovgivningen i 1992.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at Naturklagenævnet behandlede alle klager over kommunale afgørelser efter planloven. På naturbeskyttelseslovens og råstoflovens område behandlede nævnet kun klager, som rummede spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til de to loves formål.

Endvidere kunne Naturklagenævnet henvise en række klager efter de to love til behandling og afgørelse i Skov- og Naturstyrelsen.

Hensigten med lovforslaget var at etablere et klart, gennemskueligt og sammenhængende klagesystem, hvor der ikke kunne opstå tvivl om de involverede myndigheders rolle i klagesagen.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 125 stemmer.
Partiernes ordførere
Inger Bierbaum (S), Hans Christian Schmidt (V), Niels Langkilde (KF), Anni Svanholt (SF), Aage Brusgaard (FP), Bent Hindrup Andersen (EL) og Ole Donner (DF)