L 62 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven.

(Løn for arbejde i udlandet, overførsel af skat).

Af: Skatteminister Carsten Koch ()
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer, at en lønmodtager, der efter ligningslovens § 33 A eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst kan få nedsættelse for dansk skat af løn ved arbejde i udlandet, alligevel skal betale dansk forskudsskat på linje med lønmodtagere med arbejde her i landet.

De foreslåede regler skal dog ikke gælde, hvis lønmodtageren betaler skat i den stat, hvor arbejdet udføres, eller hvis denne stat ikke kan beskatte lønnen efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark.

Loven gælder derfor kun ved arbejde på Færøerne og Grønland samt i lande, der har tilsluttet sig EU's bistandsdirektiv eller OECD/Europarådets bistandskonvention og har en aftale med Danmark om bistand med inddrivelse af skatter.

Endvidere bemyndiges skatteministeren til - under forbehold om gensidighed - at indgå aftaler med disse lande om, at foreløbige skatter, som er indeholdt i den ene stat, kan overføres til dækning af den anden stats skattekrav.

Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med lovforslaget var at undgå, at danske arbejdsgivere kom til at hæfte over for udenlandske skattemyndigheder for så vidt angik deres medarbejderes udenlandske kildeskat af den udenlandske løn, samtidig med at medarbejderne var fritaget for dansk kildeskat af denne løn. Dette havde været et problem i forbindelse med danske byggevirksomheders aktivitet i Tyskland.

Efter forslaget skulle en medarbejders overskydende danske skat derfor kunne udbetales til den pågældendes arbejdsgiver, hvis denne havde betalt medarbejderens udenlandske skat.

Formålet var også at undgå, at danske skattemyndigheder ved forskudsansættelsen gav afkald på dansk skat af løn for en lønmodtagers arbejde i udlandet og senere skulle bistå udenlandske skattemyndigheder med at opkræve deres skat af den samme løn hos den samme lønmodtager.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 124 stemmer.
Partiernes ordførere
Anna-Marie Hansen (S), Svend Aage Jensby (V), Gitte Seeberg (KF), Jes Lunde (SF), Kim Behnke (FP) og Frank Aaen (EL)