L 52 Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v.

(Vandafledningsbidrag for sommerhuse).

Af: Aage Brusgaard (FP) , Niels Højland (FP) , Ole Donner (DF) og Poul Nødgaard (DF)
Samling: 1996-97
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Lovforslaget tilsigtede at ændre lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., således at vandafledningsbidraget for sommerhuse blev fastsat efter et skønnet forbrug på ikke over 70 m3 årligt mod hidtil 170 m3 årligt. For helårsboliger og for andre boligenheder, hvor der var indrettet svømmebassin, blev det skønnede forbrug fastholdt på 170 m3 årligt.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at vandafledningsbidrag - i det omfang det faktiske forbrug ikke kunne lægges til grund - blev fastsat på baggrund af et skønnet forbrug på ikke over 170 m3 årligt. I en lang række kommuner var praksis imidlertid, at der blev fastsat et skønnet, ensartet forbrug på 170 m3 årligt for alle boligenheder, uanset om der var tale om sommerhuse, som ikke måtte anvendes til overnatning i vinterhalvåret undtagen i forbindelse med kortvarige ophold.

Forslagsstillerne fandt det ikke rimeligt, at bidraget kunne fastsættes på baggrund af et helårsforbrug for boligenheder, som kun kunne anvendes lovligt det halve år.

Lovforslaget forkastet, idet 5 (FP og DF) stemte for, 98 (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) imod.
Partiernes ordførere
Peter Christian Christensen (S), Bodil Thrane (V), Niels Langkilde (KF), Anni Svanholt (SF), Aage Brusgaard (FP) og Egil Møller (DF)