L 107 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø.

(Etablering af en belønningsordning for arbejdsgivere, der gør en særlig arbejdsmiljøindsats).

Af: Arbejdsminister Jytte Andersen (S)
Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter lovforslaget skulle der etableres en belønningsordning for arbejdsgivere, der gør en særlig arbejdsmiljøindsats. Arbejdsgivernes bidrag til dækning af erhvervssygdomme m.v. skulle gradueres gennem etablering af en rabatordning på det bidrag, som arbejdsgiverne skulle indbetale til den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). Baggrund:

Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med det af socialministeren fremsatte lovforslag nr. L 104, hvor erhvervssygdomsområdet overflyttedes fra privat forsikringsregi til den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Lovforslaget var dels en udmøntning af Arbejdsskadeudvalgets betænkning nr. 1282 fra 1994 om arbejdsskadeforsikring m.v., dels en opfølgning af regeringens handlingsplan »Rent arbejdsmiljø år 2005«.

Lovforslaget blev med betydelige ændringer genfremsat som lovforslag nr. L 77 (2. samling). Der henvises til omtalen i afsnit 12. B. under 2. samling.
Partiernes ordførere
Poul Erik Dyrlund (S), Charlotte Antonsen (V), Bendt Bendtsen (KF), Anne Baastrup (SF), Vibeke Peschardt (RV), Annette Just (FP), Vibeke Kiil (CD) og Poul Nødgaard (DF)