L 64 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

(Forebyggende foranstaltninger og rettighedsfrakendelse).

Af: Miljø- og energiminister Svend Auken (S)
Samling: 1997-98 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven ændres miljøbeskyttelsesloven, således at tilsynsmyndigheden får ret til på et tidligere tidspunkt at iværksætte forebyggende foranstaltninger i forbindelse med forurening og risiko herfor. Endvidere udvides lovens bestemmelse om frakendelse af retten til at udøve virksomhed, som er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 5.

Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget var aktualiseret af et ønske fra Storstrøms Amt om, at der blev skabt mulighed for en samlet offentligt foranstaltet bortskaffelse af oplagret affald på den lukkede og konkursramte kemikalievirksomhed H & C Prom Kemi Aps.

Det var meget tvivlsomt, om den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven gav mulighed for, at amtet kunne fjerne affald og foretage andre selvhjælpshandlinger til opfyldelse af et påbud, som virksomheden ikke havde opfyldt, inden den gik konkurs, og hensigten med lovforslaget var derfor at skabe mulighed for, at tilsynsmyndigheden kunne bortskaffe oplagret affald, inden der opstod fare for sundhed og miljø, og før der opstod en akut forureningstrussel.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 104 stemmer.
Partiernes ordførere
Martin Glerup (S), Hans Christian Schmidt (V), Henriette Kjær (KF), Svend Aage Fauerholdt (DF), Kristen Touborg (SF), Søren Kolstrup (EL), Ole M. Nielsen (KrF) og Thorkild B. Fransgaard (FP)