Luk

Luk
Luk

Luk

L 9 Forslag til lov om fødevarer m.m.

(fødevareloven).

Af: Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1997-98 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Loven erstatter og sammenfatter den generelle lov om levnedsmidler og de særlige love om enkelte fødevarer som f.eks. kød, fisk, æg og mælkeprodukter samt en række andre love og lovbestemmelser om emner, som vedrører fødevarer.

Loven indebærer,

- at der i statsligt regi etableres et enstrenget kontrolsystem, som skal omfatte kontrollen med produktion, behandling og salg af fødevarer, og at der etableres et mindre antal lokale faglige enheder til varetagelse af denne kontrol,

- at der nedsættes et Fødevarekontroludvalg med den opgave at overvåge, om fødevarekontrollen udføres i overensstemmelse med reglerne på området, med kontrolstrategi og -planer og i øvrigt på en ressourcemæssig hensigtsmæssig måde, og

- at fødevareministeren årligt udarbejder en redegørelse til Folketinget om fødevarekontrollen.

Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget skulle ses i sammenhæng med oprettelsen af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved kongelig resolution af
30. december 1996, hvorved alle opgaver vedrørende fødevarer blev samlet i ét ministerium.

Denne samling af ansvaret for fødevareområdet havde til formål

- at øge forbrugerbeskyttelsen,

- at forbedre information til forbrugere og erhverv om fødevarer, ernæring og kostsammensætning,

- at etablere et sammenhængende kontrolsystem fra jord til bord,

- at sikre en ensartet kontrol,

- at skabe større gennemskuelighed og forenkling af lovgivningen og

- at sikre tilliden til danske eksportvarer.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af et ændringsforslag fra fødevareministeren.

Lovforslaget vedtaget med 95 stemmer (S, V, KF, DF, CD, RV og KRF) mod 15 (SF, EL og FP); 2 (Bjarne Laustsen (S) og Peder Sass (S)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Mariann Fischer Boel (V), Lene Espersen (KF), Christian H. Hansen (DF), Jørn Jespersen (SF), Anders Samuelsen (RV), Annie Lunde Hansen (CD), Keld Albrechtsen (EL), Ole M. Nielsen (KrF) og Thorkild B. Fransgaard (FP)