L 213 Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven m.fl. love.

(Justering af reglerne om forsikringsselskabers fradrag).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven er en opfølgning på de regler, der blev indført ved lov nr. 420 af 26. juni 1998 for at begrænse forsikringsselskabers skattemæssige fradrag. Ændringerne medfører en lempelse af fradragsbegrænsningen i skadesforsikringsselskaber.

Endvidere udvides med visse tilpasninger anvendelsesområdet for de regler, der skal modvirke dobbeltbeskatning af moder-/datterselskaber, og hvor moderselskabet er et forsikringsselskab, til at omfatte tilfælde uden for sambeskatningstilfælde, og hvor forsikringsmoderselskabet ejer mindst 25 pct. af datterselskabets aktiekapital.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at tilpasningerne vedrørende fradragsbegrænsningsreglen for skadesforsikringsselskaber havde til formål at tage hensyn til de forskelle, der var mellem skadesforsikringsselskaber og livsforsikringsselskaber, samtidig med at incitamentet til at flytte aktiver fra skadesforsikringsselskaber over i andre selskaber, hvor der ikke skete fradragsbegrænsning, ville begrænses.

Lovforslaget vedtaget med 94 stemmer (S, V, KF, DF, CD, RV, FP og KRF) mod 12 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Bjarne Laustsen (S), Mariann Fischer Boel (V), Brian Mikkelsen (KF), Aage Frandsen (SF), Klaus Kjær (DF), Morten Helveg Petersen (RV), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL), Christian Jensen (FP) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)