B 136 Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af dommeres bijob.

Af: Frank Aaen (EL) og Pernille Falcon (EL)
Samling: 1999-00
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at begrænse omfanget af dommeres bierhverv. Dette skulle ske ved at fastsætte et loft for, hvor stor en procentdel af deres indtægt dommerne måtte have biindtægter for.

Forslagsstillerne henviste til den medieomtale, der havde været om især højesteretsdommeres biindtægter. På den baggrund ønskede forslagsstillerne en stramning, så der ikke kunne sås tvivl om dommernes uafhængighed. De mange bierhverv mente forslagsstillerne også var uheldige set i lyset af de lange ventetider ved de højere domstole.

Beslutningsforslaget nåede ikke at komme til første behandling, inden samlingen sluttede.